PATIENT INFORMATION

 

 

 

 

 

 

Når en ansat melder sig fraværende på sin arbejdsplads pga. sygdom, er det
et forhold mellem disse to parter. Den fraværende er forpligtet til straks
efter arbejdstids begyndelse at melde sig syg til arbejdspladsen.
Arbejdsgiver kan allerede fra anden fraværsdag afkræve den sygemeldte
en tro-love-erklæring som dokumentation for, at fraværet skyldes sygdom.
Hvad angår denne erklæring, er den altså den sygemeldte selv, som laver en
erklæring til arbejdsgiveren, uden at lægen er involveret.

I en meget lille del af fraværstilfældene kan der være behov for en
lægeattest. Tilfældene falder i følgende to hovedgrupper:

  1. Arbejdsgiver og ansat har behov for lægelig vejledning for at sikre, at den ansatte kan fortsætte på sin arbejdsplads trods helbredsproblemer.
    Her anvendes mulighedserklæringen som er en fortrykt attest med konkrete punkter der skal udfyldes.
    Første halvdel af Mulighedserklæringen udfyldes i samarbejde mellem arbejdsgiver og ansat. Den ansatte medbringer erklæringen til lægen, som udfylder den sidste halvdel.
  2. Arbejdsgiver har behov for lægelig dokumentation for, at den ansattes fravær er lovligt, dvs. at det skyldes sygdom. Her anvendes friattest, som er en friteksterklæring, som lægen udarbejder alene efter at have undersøgt den ansatte. En friattest vil udelukkende indeholde oplysninger om, hvorvidt det aktuelle sygefravær er begrundet i sygdom.
    Ønsker arbejdsgiver en vurdering af sygefraværets varighed, anmodes om en varighedserklæring, se nedenfor.

Mulighedserklæringen er egnet til:

  • Længerevarende sygefravær, ofte begrundet i sygdom i bevægeapparatet, stress, angst, depression og lignende.
  • Længerevarende sygefravær ifm. hospitalsindlæggelser og -behandling.
  • Sygefravær ifm. alvorlig sygdom.
  • Sygefravær under graviditet.
  • Hyppigt kortvarigt fravær, med vekslende eller uklare begrundelser.
  • Fortsat nedsat arbejdsfunktionsevne efter udløbet af en tidligere udarbejdet Mulighedserklæring.

Friattest er egnet til:

  • Den sygemeldte ser sig ikke i stand til at medvirke til en sygesamtale med arbejdsgiver.
  • Den ansatte har meldt sig syg i opsigelsesperioden.
  • Den ansatte har meldt sig syg i sin ferie.
  • Arbejdsgiver ønsker at afskedige den ansatte begrundet i dennes sygdom.
  • Fortsat fuldtidsfravær efter udløbet af en tidligere udarbejdet Mulighedserklæring.

Der er tale om typiske eksempler, og oversigten er derfor ikke udtømmende. Lægen vurderer på grundlag af arbejdsgivers anmodning, om der er tale om et tilfælde egnet til friattest.

En varighedsattest er en friattest, som indeholder en prognose for det fortsatte sygefravær, dvs. lægens vurdering af hvor længe sygdommen kommer til at vare. Arbejdsgiver er først berettiget til at anmode om en varighedsattest efter sygefravær på mere end 14 dages varighed. 
Praktiske oplysninger
Skriftlig anmodning
Arbejdsgiver skal anmode skriftligt om udfærdigelse af en attest.
Begrundelsen for en skriftlig anmodning er følgende:

  • at lægen må have vished om, hvem der er rekvirent
  • hvilken fraværsperiode der ønskes vurderet
  • om arbejdsgiver ønsker prognose for eventuelt fortsat fravær
  • hvad årsagen til anmodningen om friattesten er
  • hvortil regningen skal sendes.

En anmodning skal altså indeholde ovenstående oplysninger og kan
fremsendes per mail eller almindelig post.
 
Betaling
Det er arbejdsgiver der rekvirerer attesten, og dermed også arbejdsgiver der betaler. Regning bliver sendt direkte fra læge til arbejdsgiver. Lægens honorar beregnes efter medgået tid.
Fremsendelse af attesten Den ansatte får attesten med sig efter denne er udfyldt, og har selv ansvar for at arbejdsgiver modtager attesten hurtigst muligt. Såfremt den ikke afleveres personligt, anbefales det, at attesten sendes som anbefalet brev, således at den ansatte har dokumentation for at attesten er blevet sendt til arbejdsgiveren.